Chaosteorier

Saa oprandt aaret, hvor Simone de Beauvoir ville have fyldt 100. Det i sig selv, er vel egentlig ikke nogen bedrift. Men selvfoelgelig skal det fejres, ligesom enhver anden stor filosofs (potentielle) runde foedselsdag.

Le Nouvel Observateur, en fransk avis som jeg indtil idag intet anede om, begyndte fejringen af den omdiskuterede filosof og feminismemor med et billede:

Og selvfoelgelig medfoerte det en lang debat. Skandaloest, er det at vise et billede af Simone noegen, som var hun bare endnu et sex-objekt. (Betragt det noeje: hun har hoejhaelede pumps paa). Fy da, ogsaa. Skide mandsdominerede presseverden.

Men, og her forsager jeg nok samtlige mine medsoestre, billedet er velvalgt. Som ikke noget andet portraet viser det et menneske, der er sig selv bevidst. Og som tager sin seksualitet og sit koen alvorligt. Og det var ikke en selvfoelge, dengang fotoet blev taget.

Jeg synes vi er kommet langt siden dengang. Og jeg er yderst taknemmelig overfor kvinder som Beauvoir og Zetkin. Fordi de har gjort ligestilling til en (i teorien, da) selvfoelge. Ligestilling mellem alle mennesker boer vaere en grundlaeggende byggesten i enhver kultur: vi er alle lige vaerdige. Hvad vi saa selv vaelger at goere, skal ikke afhaenge af andres syn paa os, men af egne (frie) valg. Det gaelder paa tvaers af koen, etnicitet, samfundsplacering.

Og lige netop her, mener jeg feminismen i disse dage har oversejret sig selv. Basisantagelsen om, at kvinder bliver diskrimineret pga. deres koen alene holder ikke hele tiden. Der er selvfoelgelig stadig nogle dumme svin derude — men det gaelder begge veje. Og saa laenge vi selv saetter os i offerrollen, bliver det ikke bedre.

‘Hun bliver jo kun kritiseret fordi hun er en kvinde…’ er ikke noget holdbart argument. For helt aerligt: kan kritikken ikke vaere berettiget? Hvis kvinder end ikke tager hoejde for den mulighed, ender vi lynhurtigt i en situation hvor kvinder (pr. definition) er perfekte. For hvis du kritiserer en kvinde, er du mandscheauvanist eller undertrykt, idet du jo kun kritiserer hende pga. koennet.

Det skraemmende er, at det efterhaanden kun er kvinder, der fremhaever andre kvinders koen. Og de anvender det som var det en garanti for perfektion og ufejlbarlighed.

Nu, 100 aar efter en vigtig kvindes foedsel, haaber jeg paa at kvinderne gentaenker deres position. Verden, og maaske isaer kvindernes, har bevaeget sig utrolig meget. Saa jeg haaber, at jeg kan faa lov at give Simone den gave, hun formodentlig helst ville have: at jeg kan holde op med at vaere kvinde, og begynde at vaere menneske. Og ikke som for 100 aar siden, underlagt maendenes seksualtyranni. Men heller ikke som nu, hvor jeg skal vaere haevet over maendenes underlegenhed. Nej – jeg vil bare gerne vaere et menneske, med svagheder og styrker, der ikke afhaenger af min kromosomsammensaetning. Og saa vil jeg have lov til at kunne holde af min seksualitet – iklaedt hoejhaelede pumps og opsat haar.

Saa Simone: Tillykke med de 100. Nu maa vi se, om vi kan faa roedstroemperne til at ville vaere ligestillede.