DIKUtal: saa sig dog noget!
Saa er DIKUtal endelig blevet launchet. Og det, ved noget af et launch-party. Det virker paa den ene side som en banal ting: en haandfuld studerende laver en hjemmeside til deres medstuderende. Men det er desvaerre langt fra banalt — og hermed et buk og loeft paa hatten for de folk, der har gjort DIKUtal til virkelighed.
Men den stoerste udfordring ligger stadig og svaever. Brugerne af DIKUtal skal vise, at de har lyst til at bruge portalen. For der er ikke noget mere aergeligt, end et forum, hvor ingen taler. Og lige nu er der stadig paent doedt derinde.
Og alligevel lysner det. Der er glaedligt at diverse undervisere og gamle studerende har oprettet profiler derinde. Saa kan vi haabe, at det ikke kun er Tordenskjolds soldater, der praegter DIKUs tale fremover.
Navnet paa portalen er lige nu yderst sigende, og i saerdeleshed bydformen. Og jeg giver hermed opfordringen videre: opret en profil paa DIKUtal.dk og tal!
Vold og modvold
Dette blogindlaeg er inspireret af denne artikel i Berlinkske Tidende. Den handler om den nye boelge af vold, der har ramt Danmark de sidste par naetter, og saerligt handler den om hvad der motiverer unge til at begaa saa meget haervaerk.
Men hvis vi et oejeblik abstraherer fra hvordan tingene er lige nu, og i stedet betragter de tendenser, artiklen belyser, kan de nysopstaaede konfrontationer ikke komme bag paa nogen.
Det er ikke nogen hemmelighed, at integrationen er slaaet fejl i Danmark. Og lige siden den gammelkendte alliance mellem DF og regeringen, har det set vaerre ud end nogensinde. Samfundets holdning til unge invandrere er naermest kvaelende: allerede i ordene ‘nydansker’ og ’2. G’er’ ligger der et afvisende element. Det kan godt vaere at de bor her, men de hoerer ikke til. Medierne goer ikke billedet bedre: de fremmede kommer her, tager vores ytringsfrihed, voldtager kvinderne og stjaeler. Saa er det sgu da klart, at de ikke foeler sig saerlig velkomne, eller som en del af samfundet.
Selv saadan en som mig, der er helt tysk, men baade ligner og lyder som en paere-dansker, kan maerke diskriminationen. Og hos mig kan man trods alt ikke se, at jeg er ‘en af de fremmede’. Saa gad vide, hvordan man moedes, hvis man ser fremmed ud?
Jeg gad godt vide, hvornaar folk indser, at den psykiske vold der udoeves paa disse unge, ikke foerer til noget godt. Er det ikke indlysende, at man ikke bliver positivt stemt overfor en mester, der slaar en hele tiden? Vil man ikke goere oproer mod den stat, der undertrykker een, og kun vaerdiger en et blik, hvis der skal peges paa et irriterende element?
Der er langt fra integration til assimilation. Og der er langt fra hallal-hippie acceptet af alt, hvad der er anderledes, til integration. Men det kraever en indsats fra flere sider; vi kan ikke sidde med haenderne i skoedet og forvente, at tilflyttere bare ‘bliver som os’. Og vil kan heller ikke forvente, at de finder sig i kun at blive slaaet.
Saa hvor er den humanisme og den naestekaerlighed, vores statsreligion saa helligt praediker? Hvorfor kan vi ikke, bare i et oejeblik, se os selv i samme sko som andre, og derigennem indse, at den vej der er valgt sender de svage og udsatte ned ad den forkerte sti.
Vold er ikke svaret. Men hvis det eneste sprog de unge har tilbage er vold, hjaelper det ikke at vi slaar igen. Vi skal bygge deres tro paa sig selv om samfundet op igen. Men foerst og fremmest skal vi indse, at der er plads til dem i vores kolonihave.
Godt nyt for DIKU
Det er godt nok ikke officielt endnu — men derfor er det alligevel fedt! Jon Sporring bliver den nye viceinstitutleder for forskning, og Ken Friis Larsen bliver den nye vice institutleder for undervisning. Og saerligt det sidste er en glaedelig nyhed!
Hvis der er een ting, der har haft brug for en ansigtsloeftning, er det holdningen til undervisningen paa DIKU. Isaer er det vigtigt for at undervisningen _virker_. Der er for stor forskel paa hvad de studerende kan, og hvad der kraeves. At have Ken som formand vil i hoejere grad kunne faa skub i en masse. Saa Ken som VILU, Torben som Studieleder og NP og undertegnede som studerende, til at modificere bachelor-uddannelsen? Det eneste, der kan bevirker at alt gaar galt, er KUs ledelse. Men det er jo desvaerre set foer.
Indtil da er jeg bare jublende lykkelig: fordi DIKU har en chance for at komme ud af ilden.
Instruktor tanker I
Selv om det kan lyde som endnu en bizar seksuel retning, tvivler jeg paa at det er som det lyder. Det handler, i al’ enkelthed, om at forestaa regneoevelserne paa 1.ste-dels kurserne. Og at rette opgaver. Og lidt til.
Den gode nyhed er, at jeg er blevet instruktor i OperativSystemer og Multiprogrammering (OSM). Et foersteaarskursus paa DIKU, der har til opgave at indtroducere de soede smaa til hvordan OS’et prioriterer mellem opgaverne og hvad multiprogrammering gaar ud paa.
Men egentlig er emnet underordnet. Det er undervisningsmetoderne der interesserer mig. De studerende skal aflevere en god del G-opgaver og til sidst bedoemmes paa en K-opgave. Og det er foerste gang de skal skrive og bedoemmes paa en saadan.
Saa det vigtigste maa vaere at forberede de studerende paa, hvad de forventes at aflevere til eksamen; at laere dem hvordan man skriver en fornuftig rapport.
Saa hvordan goer jeg det? Opdraget til at skrive af den tyske skole, tvivler jeg paa at jeg bare kan give dem en ‘opskrift’ paa hvordan ting skal vaere.
Saa jeg har taenkt to tanker:
- De skal selv rette opgaver. Enten fiktive opgaver eller hinandens.
- De kan faa en indholdsliste: en liste over elementer der skal indgaa i en rapport. Hvert element kan de faa godkendt op til to gange. Dvs. hver gang de goer noget ‘rigtig’ godt ud af en rapport, kan de faa et hak.
Derudover har jeg overvejet at skrive ‘Claras guide til rapportskrivning’. Men det er et meget stort arbejde, og jeg ved ikke i hvor stor konflikt jeg kommer med deres efterfoelgende kursus i projektarbejde.
Anyhow – jeg er spaendt paa at se hvordan mine evner er i praksis. I teorien er jeg jo en pisse-god underviser. Men saa bliver det spaendende at se, om jeg oplever diverse Jourdain eller Topaz-effekter 
Tillykke Simone
Saa oprandt aaret, hvor Simone de Beauvoir ville have fyldt 100. Det i sig selv, er vel egentlig ikke nogen bedrift. Men selvfoelgelig skal det fejres, ligesom enhver anden stor filosofs (potentielle) runde foedselsdag.
Le Nouvel Observateur, en fransk avis som jeg indtil idag intet anede om, begyndte fejringen af den omdiskuterede filosof og feminismemor med et billede:
Og selvfoelgelig medfoerte det en lang debat. Skandaloest, er det at vise et billede af Simone noegen, som var hun bare endnu et sex-objekt. (Betragt det noeje: hun har hoejhaelede pumps paa). Fy da, ogsaa. Skide mandsdominerede presseverden.
Men, og her forsager jeg nok samtlige mine medsoestre, billedet er velvalgt. Som ikke noget andet portraet viser det et menneske, der er sig selv bevidst. Og som tager sin seksualitet og sit koen alvorligt. Og det var ikke en selvfoelge, dengang fotoet blev taget.
Jeg synes vi er kommet langt siden dengang. Og jeg er yderst taknemmelig overfor kvinder som Beauvoir og Zetkin. Fordi de har gjort ligestilling til en (i teorien, da) selvfoelge. Ligestilling mellem alle mennesker boer vaere en grundlaeggende byggesten i enhver kultur: vi er alle lige vaerdige. Hvad vi saa selv vaelger at goere, skal ikke afhaenge af andres syn paa os, men af egne (frie) valg. Det gaelder paa tvaers af koen, etnicitet, samfundsplacering.
Og lige netop her, mener jeg feminismen i disse dage har oversejret sig selv. Basisantagelsen om, at kvinder bliver diskrimineret pga. deres koen alene holder ikke hele tiden. Der er selvfoelgelig stadig nogle dumme svin derude — men det gaelder begge veje. Og saa laenge vi selv saetter os i offerrollen, bliver det ikke bedre.
‘Hun bliver jo kun kritiseret fordi hun er en kvinde…’ er ikke noget holdbart argument. For helt aerligt: kan kritikken ikke vaere berettiget? Hvis kvinder end ikke tager hoejde for den mulighed, ender vi lynhurtigt i en situation hvor kvinder (pr. definition) er perfekte. For hvis du kritiserer en kvinde, er du mandscheauvanist eller undertrykt, idet du jo kun kritiserer hende pga. koennet.
Det skraemmende er, at det efterhaanden kun er kvinder, der fremhaever andre kvinders koen. Og de anvender det som var det en garanti for perfektion og ufejlbarlighed.
Nu, 100 aar efter en vigtig kvindes foedsel, haaber jeg paa at kvinderne gentaenker deres position. Verden, og maaske isaer kvindernes, har bevaeget sig utrolig meget. Saa jeg haaber, at jeg kan faa lov at give Simone den gave, hun formodentlig helst ville have: at jeg kan holde op med at vaere kvinde, og begynde at vaere menneske. Og ikke som for 100 aar siden, underlagt maendenes seksualtyranni. Men heller ikke som nu, hvor jeg skal vaere haevet over maendenes underlegenhed. Nej – jeg vil bare gerne vaere et menneske, med svagheder og styrker, der ikke afhaenger af min kromosomsammensaetning. Og saa vil jeg have lov til at kunne holde af min seksualitet – iklaedt hoejhaelede pumps og opsat haar.
Saa Simone: Tillykke med de 100. Nu maa vi se, om vi kan faa roedstroemperne til at ville vaere ligestillede.
Hello world!
Welcome to WordPress.com. This is your first post. Edit or delete it and start blogging!
